Det nye normal?

Er jeg normal nu? Et spørgsmål, der har ligget i baghovedet i en del tid. Hvem er jeg, hvis jeg ikke er syg? Fordi jeg er syg, er jeg bange hele tiden men nu hvor resten af verden også holder vejret hele tiden, er det så den nye normal?

Dagen startede ellers ud med mig løbende rundt i huset, søgende efter de famøse glimmersko til mellemstedrengen. Alt i mens jeg kigger i hvert et hjørne af lejligheden, prøver jeg at huske hvordan fredagens afhentning forgik. Der er helt tomt, jeg kan intet huske. Skoene er intet sted at finde og nu presser tiden på. Klokken er over 8 og ældstemanden skal møde 8.15. Nu har vi travlt. Jeg opgiver eftersøgningen og mellemstemanden må overleve dagen i gummistøvler. En ting han ikke er helt tilfreds med. Heldigvis kræver det ikke den store kamp at få ham ud af døren, for han skal ned og vise sine nye spionbriller (solbriller med spejlrefleks)

Solen skinner, halstørklædet er blevet hjemme og drengene er blevet afleveret i institution. Helt uden gråd, dagens første sejr!

Ubevidst laver jeg en hurtig kropsskanning. En lille status på hvordan jeg har det men bliver overrasket over resultatet. Der føles “højt til loftet” idag. Jeg er ikke ængstelig. Jeg smiler faktisk. ..o0(wow hvad sker der lige her)0o.. undersøgende mærker jeg følelsen helt ind i rygraden. Jeg føler mig ikke bange. Altså ikke mere end jeg plejer. Fornemmelsen her i morgentravlheden er nemlig, at alle passer på hinanden og holder afstanden, med et smil. Jeg er ikke alene om at være på vagt mere, hvilket giver mig mulighed for at kunne give slip på tøjlerne for en stund. Trygheden i at vide at andre passer på mig, giver mig ro. Jeg skal ikke være forberedt på at forklare, hvorfor jeg er ude eller være klar på at observere alt omkring mig, fordi jeg skal opsnappe, hvis nogen vil gøre mig ondt. Nej, vi passer alle på hinanden.

Jeg kan slappe af. Puh ha for en følelse. Wow hvor jeg elsker det. Altså ikke så meget så jeg vil løbe en tur i parken vel, men nok til at kunne slappe af i håndværkernes insisterende larm og kranen kompressor, der kæmper for at få liften op til 3. Sal.

Hvad kan man med følelser?

Idag kan jeg mærke den gode side af livet. Og sådan er det jo. Følelser kommer og går. Op og nedture. Glæde, vrede, taknemmelighed, osv. Jeg er måske bare en af dem, der virkelig kan mærke mig selv og den knap skal jeg lære at skrue lidt ned på. Eller i hvertfald lære hvordan jeg bruger det, på en positiv måde, i stedet for at det gør mig ondt.

Står du også ved en skillevej? Skal du finde ud af hvad der gør dig glad, nu hvor hele verden er blevet vendt på hovedet? Måske vi kan hjælpe hinanden på vej. Finde vores normal.

Jeg håber at du kan finde et øjeblik, hvor du finder en solstråle og lader dit indre batteri op med glæde og kærlighed.