Angstanfaldet

Når angstanfaldet kommer snigende.

Langsomt tikker beskederne, om den forestående åbning af institutionerne, ind. Planen begynder at tage form og angsten begynder at vokse. Jeg havde egentlig en følelse af, at jeg ikke var bange for Corona men i baghovedet ligger frygten for at smitte andre og lurer. Men tanker som: “ er der nogen der har mere brug for det end os? Er det okay at vi gør brug af det? Fylder også. Beslutningen bliver rationelt godkendt, fordi det jo er på baggrund af at jeg kan arbejde med min angst og sådan som jeg reagere lige nu, er det vist ret vigtigt.

Dagens gøremål, gør dagens bjergbestigning endnu hårdere. Der skal handles ind! Angstanfaldet tager til og jeg vælter fuldstændig, i et følelseshelvede af utilstrækkelighed og nedgørelse af mit væsen. Tårerne triller ned af kinderne på mig, i mens jeg forklarer min mand, hvad det er der sker i mig. At sige tankerne højt, gør så ondt. Jeg tænker så dårligt om mig selv. Jeg duer ikke til noget og det her angstanfald er et tydeligt bevis på det.

Tårerne er heldigvis stoppet og angstanfaldet føles at være på retur. Et hjertevarmt kram fra ældstemanden, gav mig lidt af troen på mig selv tilbage. Mest fordi han spurgte hvad der var galt og jeg derfor måtte forklare mig.

Som med alle andre ting, så klarer jeg det jo selvfølgelig når jeg står i situationen og er kampklar men det ændre ikke på, at tiden op til er utrolig krævende psykisk og fysisk. Det er her jeg skal bruge mine redskaber!

Fokus!

Nu har vi meldt ud, at vi gerne vil gøre brug af pasning og så må tiden vise om institutionen kan få puslespillet til at gå op. Det er ude af mine hænder. Så nu vil jeg flytte fokus til noget hyggeligt og lade hverdag, være hverdag når den en gang kommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne blog bruger cookies. Ved at forsætte på denne side, giver du din accept til brig af cookies.  Læs mere