Hører jeg til den gruppe?

I pressemødet igår, blev der talt med store ord om at nødpasning ikke bliver brugt til fulde. Der er en gruppe mennesker som nødpasning også henvender sig til men som ikke gør brug af det.

Men er jeg i den gruppe? Vi er jo hjemme alligevel. Så vi behøver vel ikke nødpasning og der er sikkert nogen som har mere brug for det end os. Deres plads vil jeg ikke tage. Men samtidig sidder jeg med et enormt tungt hoved og en endnu mere tyngende dårlig samvittighed, over ikke at være nok for mine børn.

Medicinen gør mig vildt dvask og omtåget og tanken om at hente de 2 pakker der ligger og venter på mig, gør ondt. Jeg vil ikke ud. Det er ikke en gang fordi jeg tænker en masse katastrofe tanker som før, men kroppen låser bare og bliver helt stiv mens jeg sidder på sofakanten og prøver at finde mod til at komme op og stå. Kaffen står og damper på bordet. Manden klirrer med kaffekopperne ude i køkkenet. Opvasken er ved at blive ordnet. Den velkendte forårsluft fylder lejligheden fra det åbne vindue i køkkenet. Fuglene forstår heldigvis ikke et udgangsforbud og enkelte gange høres en pippen, mellem den tiltagende lyd af bilerne på gaden. Verdenen er skøn udenfor. Men jeg hører efter hvad vores statsminister siger: bliv hjemme!

Så begynder angsten at pakke sig om de rationelle tanker. Når jeg hører efter hvad der bliver sagt og indordner mig, så bliver jeg ikke skældt ud, for at lave en fejl. Der er ikke et Corona politi, der kommer efter mig, for jeg gør som der bliver sagt.

“jamen børnene har godt af frisk luft!” Ja, det er sandt. Hvilket også er grunden til at altanen blev ordnet igår. Den søde håndværker, der satte tagrender op, var så flink at tage vores juletræ med ned fra 4. sal. Jeg var utrolig taknemlig og overvejede om jeg skulle bare en kage til dem men turde ikke, hvis nu jeg kunne være skyld i at de blev syge. Så den tanke blev lagt væk igen.

Altanen

Det naturskabte vandbad af vinterens regnskyllere
Det naturskabte vandbad af vinterens regnskyllere.

Altanen bar præg af en hård vinter for mine indendørsplanter. Altanen var blevet et nemt skjulested, for min manglende opmærksomhed. Man kan velsagtens kalde det, for plantekirkegården.

Der spredte sig i hvertfald en liflig lugt af rådden rødder. Den ellers så flotte “vandrende jøde” skulle hives op af det vandbad som vinterens regnskyllere, havde beriget mine krukker med. På en altan på 4.sal, er dræn i krukken en dårlig ide. I hvertfald hvis man vil undgå at underboerne kommer og banker på fordi det drypper med vand, når planterne skal vandes om sommeren.

Så der er fordele og ulemper men nu skulle altanen i hvertfald gøres lidt pænere, så vi er klar til varmere sommerdage og drengene havde et sted, hvor de kan få frisk luft, uden risikoen for andre menneskers dårlige beslutninger.

Så hvilken gruppe passer jeg ind i?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne blog bruger cookies. Ved at forsætte på denne side, giver du din accept til brig af cookies.  Læs mere