Blodprøver og hjerte-ting

Så blev det tid til blodprøver og hjerte-ting eller først kl. 09.30 men allerede da jeg slår øjnene op sidder det i kroppen! Jeg har svært ved at få ordnet noget. Øjnene farer konstant hen på uret. 5 min. er gået tjek! Morgenmaden er overstået, så jeg sidder bare i sofaen indtil jeg skal gå. Skolen er aflyst idag, så det eneste jeg skal koncentrere mig om er læge-besøget. Tiden går, mens jeg sidder og lægger puslespil på telefonen . Klokken melder 9.12. Jeg skal afsted.

Solen skinner men jeg kan ikke nyde det. Jeg prøver ellers at holde fokus på det men bliver konstant hevet ud af det, på grund af trafikken eller andre mennesker på gaden. Heldigvis er der ikke mange mennesker men hvis man så en oversigt over min tur, ville det ligne en avanceret udgave af Snake. Det er en kende mærkeligt at stå 2-3meter bag manden der også venter på grønt ved fodgængerfeltet. Jeg læste et skriv den anden dag om hvordan vi viger for hinanden som om vi alle var omvandrende smittekilder. Helt uden at smile og hilse som man plejer. Det skriv har sat sig under huden på mig så selvom jeg viger for andre, så giver jeg et smil med på vejen. For hvor er det vigtigt i den her tid.

selvfølgelig er der 3 andre i venteværelset. Bevægelsen i rummet minder om en utrolig akavet tango på lang afstand. Så jeg finder er frit hjørne og venter. Med mit held er det selvfølgelig mig der bliver kaldt ind først. Og så starter bekymringerne. .o0(Hvordan skal jeg komme rundt om de mennesker uden at komme for tæt på. Jeg skal huske at vende hoveder væk, så min dråber ikke kommer i deres retning. Åh nej nu skal jeg ind og være tæt med en sygeplejske. Hvis jeg løber nu hvor hurtigt kan jeg så nå hjem i sikkerhed?)0o. Rummet er 2 1/2 x 2m og jeg bliver pænt bedr om at tage plads i stolen med de sjove armlæn på. Nu begynder tårerne at trille og jeg hører hende spørge mig om noget… måske: er du okay? Eller også du skal have taget blodprøve og ekg. Jeg kan faktisk ikke huske det. Jeg ved bare at jeg svare, ag det skal overstås så jeg kan komme hjem.

Sygeplejersken har fuld forståelse for min reaktion og gør sig hurtigt færdig. Ikke så meget snik snak. Jeg får pænt sagt tak, fordi hun var der og kunne hjælpe mig med at få ordnet prøverne.

Jeg når ned på gaden igen og ånder lettet op. Nu er det overstået. Nu skal jeg bare handle inden jeg kan komme hjem.

En tur på apoteket for at hente medicin, inden turen går til Netto.

kvinderne bag kassen, i Netto, gør det simpelthen SÅ godt. De hundser rundt med folk og gør alt hvad de kan for at folk holder afstand ved kassen. Hvilket dog betød at jeg i total panik kastede mine ting ned i tasken og i tusind små poser for nu stod jeg jo i vejen for de andre handlende. De kunne jo ikke komme forbi før, at jeg havde pakket mine ting og jeg havde maaange ting. Mest af alt impulskøb, som ikke burde have været i kurven til at starte med men der var jeg ikke opmærksom på, på det givende tidspunkt. Note til mig: jeg skal ikke handle efter jeg har presset mig selv! Tjek!

Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker, der hjælper Danmark med at fungere i det omfang det skal, på nuværende tidspunkt. Så jeg håber at du vil give et smil og en høj håndkontakt (på afstand selvfølgelig) til de mennesker, du må møde, på din nødvendige tur idag.