Sammenbidt tænder

Stuen fyldes med den legende lyd fra Lego, der bliver rodet i, ude i køkkenet og den sagte lyd fra fjernsynet som er tændt for mindstemandens skyld. Luften er stadig kold, så vinduerne forbliver lukkede, lidt endnu.

Hovedet er fyldt med tanker og tænderne bliver bidt hårdt sammen, helt ubevidst, i mens dette skriv bliver lavet. Jeg er allerede kampklar! Men hvorfor? Måske fordi manden har budt på en kaffemaskine med steamer som han så skal ud og hente senere og jeg derfor har ansvaret for alle tre børn. Måske fordi jeg er bange for at bilen lige pludselig ikke vil starte igen som den gang, hele familien skulle have været på vennebesøg men at bilen så besluttede at stoppe med at virke, i det vi kører ind for at tanke.

Da bilen brød sammen

Jeg er “full on” kampklar og utrolig kort fra hovedet, fordi det er lige efter frokost, 2 ud af 3 drenge var trætte og den sidste ked af det fordi vi må aflyse turen. Med en indre kamp om ikke at bryde sammen, går jeg anspændt ind i den nærliggende kirke for, ydmygt at bede om tilladelse til at gøre brug af deres parkering indtil vejhjælp kan komme.
Som alle der har haft kontakt med vejhjælp ved er, at tid er et flyvsk begreb i deres verden.

Et par tårer finder dog vej ned af kinden imens jeg, med en dreng på hoften og 2 drenge i hånden, forklarer problematikken, med bævrende stemme. Tilladelse givet. Nu kommer næste forhindring. Hvordan skubber vi bilen derhen? Jeg overgiver mig og spørger desperat en nyankommen bilist om hjælp. Han smider praktisk talt alt hvad han har i hænderne. Løber fra sin åbne bil og kommer min mand til undsætning. Jeg forklare børnene at vi skal hjælpe manden, med at passe på hans bil, nu hvor han er så sød at hjælpe os. Så 4 mand høj på en kantsten, sidder vi alle og holder øje med mandens bil. Uroen i kroppen kører på sit højeste men alligevel finder jeg 2 sekunder hvor jeg kan finde ro på kantstenen, indtil jeg skal være kampklar igen. Episoden med mellemstemanden der begiver sig ud på gåtur på vejbanen eller nok nærmere cykelstien, i et flygtigt øjeblik, hvor min opmærksomhed ikke er på ham, er så tåget og fuld af angst, at jeg ikke kan sætte ord på.

Da vi kommer hjem, knækker jeg. Taknemmelig over at det ikke skete noget men også fyldt med dårlig samvittighed over at vi måtte aflyse aftalen 30min inden.

Den oplevelse sidder så dybt i mig selvom jeg gennemgik den med min terapeut og fandt ud af hvor godt jeg reagere i krise situationer. Høj håndkontakt til mig men hvorfor skal det så sidde i kroppen nu, fordi manden skal ud og kører? Jeg kan ikke stille noget op her hjemmefra alene med 3 børn. Så måske er den kaffemaskine ikke så vigtig alligevel eller… lækker kaffe er vigtigt. Eller det er det i hvertfald blevet, så nu siger vi bare at kaffemaskinen er en del af min fødselsdagsgave… måske fra mig, til mig og så bruger jeg de redskaber jeg har lært gennem metakognitiv terapi og lader det være og fokusere på det jeg har gang i, nemlig at strikke ærmer (argh) til størstemandens bluse og manden begiver sig ud efter kaffemaskinen.

Jeg håber at solens stråler giver mere varme idag og når du finder en solstråle så vid, at jeg er lige der med dig.