Angst og medicin

Alarmen bipper på telefonen. Klokken er 09.05 HVA NU?! Åh en lægetid. Pis os, den er kl. 09.15. Nåh pyt, jeg ringer til dem, det er nok også bedst i forhold til smittefare. En sød receptionist tager imod mit opkald med beskeden om at lægen ringer tilbage. Jeg venter. Jeg er klar til at fortælle ham, at planen med mig og medicin ikke skal gennemføres. Jeg har mine redskaber fra metakognitiv terapi og dem bruger jeg flittigt.

Telefonen ringer. Det er lægen. Efter en lang samtale omkring de skemaer jeg har udfyldt på angst og depression, er det tydeligt at se, at angsten ligger i at komme ud. I disse corona-tider er det utrolig nemt for mig at pakke angsten ind i corona forsigtighed. Vi går kun ud hvis det er livsnødvendigt eller når jeg øver mig. Det er ikke blevet til mange gange kan jeg godt afslører, så da lægen anbefaler medicin kan jeg godt forstå hvorfor. Vi får planlagt de ting der skal til for at få det startet op og jeg lægger på.

Helt afklaret fortæller jeg min mand planen og herfra går det galt. Følelsen af at være totalt uduelig, fejl-agtig, dum, ikke kan finde ud af noget overhoved og bare ikke være god nok, skyller ind over mig og jeg bliver væltet helt om kuld. Det føles som et kæmpe nederlag at redskaberne, jeg jo lige har fundet, ikke er nok. Lægens argument var blandt andet baseret på, mit langvarige sygdomsforløb og alt den behandling jeg har modtaget. Men når medicinen virkede, så var det noget jeg skulle være på resten af mit liv.

Jeg kan ikke rigtig forstå det. Men forhåbentlig har lægen ret og tingene bliver bedre.

Solens stråler er væk og kulden sniger sig langsomt helt ind i knoglerne på mig. Jeg fryser. Tæppet, trøjen og de tykke strømper hjælper ikke. Jeg er færdig for idag.