Investering i mig selv
Følelsen af at der er ved at ske noget helt vildt i mit liv er total uvirkelig og mindblowing.
En masse tvivl og tanker om hvor vist jeg gør det godt nok dukker hele tiden op men en af de redskaber jeg har lært gennem metakognitiv terapi er: at lade det være og fokusere på det jeg er i gang med. Et redskab der har vist sig at være uvurderligt i hele mit forløb.
Nu har jeg så valgt at investere i mig selv. Jeg har tilmeldt mig en movementchallenge fra cjwritings som indtil videre, giver trefoldigt igen. Hvilket betyder at glæden ved at lave denne blog bare vokser og lysten til at gøre noget stort og vildt ligger i bryggemaskinen. Jeg glæder mig sindssygt til at mærke hvad der sker de næste par dage.
Når jeg kigger tilbage på hele forløbet med metakognitiv terapi, så er der sket SÅ meget på de 9 gange jeg har været der og det er nu klart for mig hvorfor jeg var så træt og passiv i mit liv. Jeg brugte så mange kræfter på at bekymre mig over ting der kunne ske hvis og når jeg gik ud af døren. Bekymringer om hvad andre tænkte om mig. Jeg kunne ligge vågen i timevis om aftenen, når vi var gået i seng, fordi jeg skulle gennemleve de forskellige scenarier der kunne være hvis der var nogen der brød ind i lejligheden for at gøre os fortræd. Det kostede utrolig meget energi men så var jeg forberedt, for ud fra de scenarier, kunne jeg lave strategier og ritualer, næsten ocd lignende, for at kunne finde ro uden at skulle gennemleve det alt for meget hver aften.
Det blev til en masse strategier der efterfølgende har fastholdt mig i angsten og med metakognitiv terapi har jeg fået redskaber og ikke mindst indsigt i hvorfor og hvornår jeg gør det. Og det har vist sig at foregå helt automatisk. Lad mig forklare.
En formiddag, hvor de to mindste er afleveret i institution og jeg begiver mig ned på Espresso House. Før i tiden stod Espresso House for mit eget lille pusterum, i en overvældende hverdag, så det var her jeg kunne forkæle mig selv med god kaffe, måske et stykke kage og mine syslerier.
Nu står jeg og kigger app’en igennem for tilbud. Uuhh der er tilbud på karamelsnurre og café latte, ja tak!!! Snurren bliver lunet og der breder sig den sødeste duft af varm karamel. Jeg svæver!!! Årh hvor skal jeg bare hygge nu. Jeg tager plads i en nøje udvalgt sofa, for selvom det er overskyet med tunge regnskyer, så har jeg et lille håb om at solen kigger igennem og når den gør det, så sidder jeg klar! En dyb indånding, sådan! Og Bang!!! Men lynets hastighed, bliver jeg ramt af mine redskaber. Hvad fuck har jeg gang i? Hvad er årsagen til at jeg skulle have den snurre? Ja bevares, den smager som en drøm men hvad nytter det? Jeg fastholder mig selv i min overvægt og tanken om at jeg skal trøstes med mad, men jeg skulle ikke trøstes, for jeg har det fantastisk.
Nu sidder jeg og kigger på den surre og griner lidt for mig selv. Det er så mindblowing en opdagelse for mig, at jeg blev helt høj af det. Og lige bagefter høj af sukker, for nu havde jeg jo købt den og jeg kan jo ikke smide den ud, jeg er jo ikke idiot.
Men at opdage hvor automatisk mange af mine strategier og ritualer er, giver bare virkelig stof til eftertanke, for hvad nytter det?
Har du nogle ting som du bare skal gøre eller have når du er bestemte steder eller små ritualer du har når du kommer hjem fra en travl arbejdsdag?
Jeg håber at du vil dele dine oplevelser og måske giver det også dig en vild opdagelse, for hvad nytter det?
Jeg glæder mig til at hører fra dig.
Og hvis du opdager solstrålen igennem de tunge regnskyer, så stop lige op, luk øjnene og nyd øjeblikket.
//Karina
