Livet ud af angst
Kalenderen siger lørdag d. 29/2-2020
Planen er at skulle på legepladsen.
Klokken er 14.44 og kroppen begynder langsomt at sitre. Uroen breder sig og humøret bliver dårligere og dårligere.
Den første undgåelse har allerede været der. Mig og drengene skulle på legepladsen men så klagede en af drengene over ondt i øret. Alle drengene er vel det man kalder ørebørn, så beslutningen om at blive hjemme blev taget. Egentlig meget fornuftigt men i forhold til min angst, er jeg blevet klar over at det er ren undgåelse.
Jeg har jo lært, at jeg skal arbejde med, at lærer kroppen, at det ikke er farligt at gå på legepladsen og da hver dag tæller, er det blevet til at jeg skal på legepladsen med en af drengene når min kære mand kommer hjem fra arbejde kl. 16.00.
Derfor sidder jeg nu her og prøver at lade kroppen være og rykke mit fokus. .o0( det er ikke farligt )0o…
Klokken er nu 14.53. 9 minutter er gået og roen indfinder sig i kroppen igen. Jeg skal nok klare det her!
Klokken er 15.19 SMS’en hvori der stod: jeg køre nu! Tikker ind. Humøret daler igen og irritationen breder sig. Hvor er det bare latterligt. Legepladsen er jo ikke farlig…. men det regner! Ja og? Så bliver vi lidt våde og så kan vi sætte pris på varmen når vi kommer hjem. FOKUS på det jeg er igang med!!! Det skal nok gå! I’ve got this!
Klokken er 16.30 kroppen er varm og svedig. Jeg overlevede og det var faktisk sjovt.
Drengen havde spurgt om han måtte tage sin fodbold med for han ville gerne indvie den. Den havde aldrig været på græs før. Jeg tænkte straks: yes! så skal jeg ikke underholde. Så vi begav os over i parken. Alt kører rundt men jeg gør som jeg har lært. Lad det være og fokusér på det du er i gang med. Tjek! Vi går på trappen, for vi skal i parken.
Alt er smattet og vådt og straks bliver vores sko gennemblødte men pyt vi har en skotørrer så de skal nok være tørre til imorgen. Tjek!
Vi når fodboldbanen og jeg bevæger mig langsomt rundt i cirkler alt imens drengen kaster bolden op i luften for at sparke bolden afsted. han er mega lykkelig for at være ude. Jeg slapper af.
“Mor! Lad os lave en straffesparkskonkurrence!” Tanke: vil jeg være den mor der er for fin til at spille fodbold med sin søn? Nej! “ okay lad os prøve!”
Lad mig minde dig om at det er VIRKELIG smattet!!!
På tredje straffespark, hvor jeg små småt er blevet varm og sikker i mudderet, lægger jeg an til at sparke en ordentlig tåhyler afsted, for scores skal der sku!!
Et højt hvin lyder i parken, så fuglene letter fra trætoppene, som var der affyret et pistolskud. Og der ligger jeg, fladt på ryggen efter at have brugt alle mine kræfter på at sende bolden afsted.
I et split sekund genspiller jeg øjeblikket. Jeg ser målet og vupti så ser jeg himlen. Jeg hører hvordan drengen i målet gisper og straks løber hen for at hjælpe mig. “Scorede jeg? Var der mål?” “Mor kom nu op, du bliver kold hvis du bliver liggende der” og sammen bryder vi ud i latter.
Tanke: jeg vil hjem nu for jeg er beskidt og har mudder over det hele! men min nye redskaber lader mig slappe af i det og fortsætte med at spille fodbold med min søn. Han skvatter også og så får vi grint lidt mere. Vi får spillet 2 omgange mere og jeg kan gå hjem som sejrskvinde. Ikke kun på fodboldbanen men også i kampen mod angsten. Jeg fucking vandt den her kamp idag. JA TAK, mere af det. Mere af livet og mere af den glæde vi kan have sammen. Bare JA TAK!