Jeg opdagede noget (opdateret)
Efter en større omrokering herhjemme, har alle fået nyt værelse og det kræver noget tilvænning. Mindstemanden sover fantastisk, for der er ikke nogen til at forstyrre ham. De to andre drenge har fået værelse sammen, hvilket giver lidt problemer om morgenen men det må vi øve på. Mor og far har fået sit eget soveværelse og det kan jeg godt mærke kræver en del tilvænning.
imorges vågnede jeg helt anspændt, nok fordi jeg føler jeg skal være klar hvis børnene kalder, hvilket har resulteret i en nerve, der har sat sig fast. Det kunne godt gøre morgenen til en rigtig lorte morgen men jeg lærte noget om mig selv igår.
Igår var en rigtig hård dag for mig, med en angst jeg have alt for meget fokus på, eller prøvede at ignorere og det krævede virkelig meget energi.
Jeg kom i tanke om at jeg havde glemt at lytte til min movement Challenge og det skulle vise sig, at det er nøglen for mig. Jeg fandt en måde at vende mit humør, da det var allerlængst nede i det sorte hul.
Cjwritings, som har lavet movement Challenge snakker med så fantastisk et drive, der giver mig lyst til at tage fat i min rygrad og huske hvordan jeg skal arbejde med min angst. Det punkt, der er allermest presserende lige nu, er at få drengene ned i parken. Tiden er sat til kl. 14, så nu skal jeg lade det være og fokusere på det jeg er i gang med. lige nu sidder jeg med varmepuden og tænker at prøve at strikke lidt imens.
Solens stråler varmer godt idag, så jeg håber at du kan finde en plads i solen, med noget der gør dig glad og lade tankerne være for en stund.
OPDATERING!
jeg skulle, som beskrevet tidligere, en tur i parken med drengene kl. 14. Da den stod på teaterforestilling med Teater Fantast kl. 12.30 besluttede jeg at gøre det der efter.
Vi fik tøj på og begav os afsted. På vej ned af trappen fra 4.sal blev børnene informeret om hvordan vi opfører os i offentligt rum osv. i forhold til corona. Børnene klarede det så godt og var dygtige til at holde afsted og vi fik en skøn oplevelse, med masser af hygge. Det er i hvertfald børnenes oplevelse. Min oplevelse er en lidt anden.
alle antennerne er slået ud. Det er lige før at jeg vokser øjne på fingrene for at holde øje med alt. Drengene skal lige instrueres i at de skal holde sig tæt på mig og løbe hvis folk går tæt på dem. Overdramatisk? Måske men jeg synes det er vigtigt at vi holder afsted og det var nemmeste måde at forklare børnene det på frem for: 3 meter bla bla bla. Pointen er, det virkede!
Min mellemstedreng, der jagter bolden som var det en lækker kage, stopper pænt op, da den triller over til nogle mennesker der sidder på bænken og råber til dem: “i skal gå vææææk” om de forstod ham ved jeg ikke men kvinden rejste sig og sparkede bolden tilbage til ham. Jeg blev totalt rørt. Rørt over min dreng, der gør præcis som jeg havde forklaret og rørt over at folk hjælper men på afstand.
Alt dette sker imens den varme luft bliver fyldt med sirener, af flere omgange. Først den ene vej og så den anden vej, for så at deles. Det er her min angst lige viser sit ansigt. Jeg er SÅ klar til at løbe hjem men min træning er at blive i det og fokusere på det jeg har gang i. Okay, fodbold og nu siger ældstemanden så: “måske er det fordi, at de skal ud til en der er smittet?” Jeg fejer ham af med et surt: “nej de skal ikke ud til en, der er smittet!” Så får jeg bremset mig selv, for det skal ikke gå ud over mine børn at jeg kæmper med min angst. Jeg får forklaret at politiet ikke rykker ud til folk der er smittet på den måde. Det bliver gjort af nogle andre og jeg jo selvfølgelig ikke ved hvad politiet laver under den her udrykning. Vi holder fokus på hvad vi laver og leger videre med fodbolden.
jeg er så pisse stolt af mig selv. Jeg gjorde det! Og hvor var det dejligt at få noget luft g ikke mindst mærke solens varme, for det var nemlig så varmt at vi måtte tage jakkerne af. Jeg har ingen ide om hvor lang tid vi var der men vi hyggede os og nu sidder vi, helt flade i sofaen, og ser Lego film.
jeg fucking gjorde det!
men arbejdet stopper jo ikke af den grund. Næste legeaftale, for min familie i parken, skal planlægges, så det til sidst ikke behøver at planlægges For at klare det men bare gøres!
Nu har jeg taget første skridt!