Tårerne presser
Mozzy kører på fjernsynet, så ældstemanden kan få øvet lidt engelsk. Mellemstemanden lægger puslespil i køkkendet og mindstemanden sover. Det var egentlig nu jeg kunne få strikket lidt men uroen i kroppen gør mig rastløs. Rastløs fordi min mand skal på arbejde senere. Ikke noget livsnødvendigt arbejde som sundhedssektoren men en butik.
Mine tanker: hvad nu hvis han bliver eller er blevet smittet? Så risikere vi alle at blive syge. Og hvad så hvis vi bliver rigtig syge men ikke bliver taget alvorligt af lægen som jeg har læst om i nyhederne? Hvad hvis vi dør lige som Karen Thisted inden hjælpen nåede at komme? Hvad hvis vi allerede er syge, fordi smitten nåede alt for langt ud inden man forstod hvor slemt det var?… hvad hvis en af os skal alt for tidligt op til min ældste søns far?
Jeg er ellers nået dertil, hvor jeg godt kan tænke eller snakke om ham uden at bliver alt for rørt men i skrivende stund, viser tastaturet på telefonen sig som når du sidder med 3D briller på og filmen ikke er gået i gang. Tårerne hober sig op i øjenvipperne, indtil presset bliver for stort og de bliver skubbet ud over kanten. tanken om sygehus forløbet den gang, sidder stadig i kroppen og følelsen af magtesløshed kaster sig ind over mig. Jeg har ikke lyst til at stå i den situation igen allerede og slet ikke hvis det er en af mine børn der ligger i sengen. Og endnu mere, hvad nu h is det er mig der ender i sengen helt hjælpeløs? Så mister min søn begge sine forældre. Det kan jeg næsten ikke rumme.Er det meget egoist af mig, at jeg gerne vil have at min mand bliver hjemme, så vi kan formindske risikoen for at vi bliver syge?
Redskaberne føles ikke til at finde nogen steder og krisen føles virkelig på kroppen lige nu. Jeg puster ud og fokusere på øjeblikket ligenu. Frokost til børnene!
