SEJR 💪

Klokken er 9.00 og manden min er ved at gøre sig klar til at gå på arbejde. Rastløsheden breder sig i min krop og de nedladende tanker begynder så småt at gøre sit indtog. ..o0(hvad hvis der sker noget? Hvad hvis jeg ikke har pakket alt det jeg skal bruge!? Hvad hvis mellemstemanden kommer til at tisse i bukserne?)0o… jeg begraver mig et et intetsigende spil på telefonen og prøver at lade fokus være der og ikke på angsten. Manden får sagt farvel. Alt i mens mit fokus stadig er på spillet bliver pusletasken bliver gjort klar. Beskeden om at vi skal ud, bliver overleveret til børnene, hvilket skal en glædes hoppe storm hos børnene. ..o0(nu er der ingen vej tilbage)0o.. fokus tilbage på spillet. Børnene finder deres sko frem og jeg prøver, lidt rundtosset, at afgøre om vi mangler noget. Beslutningen er taget og døren lukket bag os.

Vejret er fantastisk og vi har egentlig lidt for meget tøj på men det er okay.

3 timer senere er vi på vej hjem. Drengene har været rundt i centret med deres børnepas og det har været en ren eventyr tur.

Frokosten blev indtaget i den lokale junkfood biks og legepladsen blev vel udforsket af mellemstemanden imens mindstemanden sov middagslur efter maden. ..o0(nu kommer solen og vi har ikke solcreme på!!! Og det er lige efter kl. 12 – shit!!! Nåh men hvis vi snart går, så går det nok 🙏🙏)0o..

Ingen solskoldning og nu står den på flimmerhygge for jeg bliver simpelthen nødt til at være i den her vilde sejr!!! Jeg var ude med 2 ud af 3 af mine drengen ALENE og vi hyggede os helt vildt. Næste gang kan jeg lukke ned for alle andres følelser og kun fokusere på min familie. Men det her var en fucking vigtigt skridt!!!

For at forstå hvor vigtigt et skridt det er for mig, kan jeg sætte det lidt i perspektiv.
siden Corona ramte Danmark har jeg været ude og lave ting med mine børn mindre end 10 gange. Jeg har fuldt de to mindste til og fra institution men alt andet har min sindssygt fantastiske mand klaret. Hente og aflevere ældstemanden til koloni. Møde med ældstemandens bonusfamilie så han kunne komme derhjem i nogle dage. Ja bogstaveligt talt så undviger jeg alt hvad jeg kan og det er skuda ikke et fedt liv, så hvert et skridt tæller og IDAG, var en SEJR til MIG!!!!!

I forhold til metakognitiv terapi

Jeg er lidt i tvivl om jeg har været aktiv med angsten eller om jeg formåede at være passiv med den. Når jeg får svar på dette vil jeg lægge svaret ind som kommentar til dette skriv.

Tusind tak fordi du læste med og jeg håber at du vil være med til at dele min fantastiske sejr med andre som måske også kan have svært ved at komme udenfor af flere årsager. Sammen kan vi hjælpe hinanden op til mere positiv energi og glæde 🙏❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne blog bruger cookies. Ved at forsætte på denne side, giver du din accept til brig af cookies.  Læs mere