Når savn gør ondt

Savn der gør ondt helt ind i kernen af min sjæl.

Frokosten er sat på bordet og roen falder langsomt ned over drengene. Solens stråler varmer luften op og sennepssildens gule farve, står endnu klare.

Et stille bank lyder på hoveddøren og straks går mine tanker på om det nu er påskeposen, fra et tiltag i byen, der bliver leveret. Jeg Rejser mig langsomt, i mens jeg får tygget af munden. Et hurtigt kig igennem dørspionen fortæller mig at der ligger noget på måtten. Fedt! Så er der hygge til drengene. Jeg åbner døren og langsomt bliver det afsløret hvad der ligger på måtten. 3 påskeæg med 3 navne på. Et til hver dreng. Jeg kigger ned på repos’en og der står min lillesøster.

Et tiltrængt gensyn

Glæden skyller ind over mig i bølger. Hun står lige der. Drengene sidder og skutter sig på stolene for at se hvad der sker. Med glædestårer i øjnene, vinker jeg dem ud til mig. Den ene tripper mere end den anden. Både over påskeæggene men også over at moster er lige der men vi må kun vinke. Når går alvoren op for mig og en ny skylle fylder mig men denne gang med savn og angst lige bagefter. Mit hovedet tænker alle scenarier igennem for hvordan vi kan hilse fysisk uden at gå på kompromis med sikkerheden. Men der er ingen vej rundt om det. Savnet skærer helt ind i sjælen. Gud hvor jeg savner hende. Og samtidig er jeg så skide bange for at miste hende. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage og drengene synes det bliver lidt svært at være i.

For ganske få dage siden, havde jeg egentlig tænkt at, jeg ikke synes det her karantæne var så slemt. Og nu kan jeg se at det jo er fordi jeg max pleaser min angst og derfor er det rart men nu, hvor jeg står og kigger på min søster, forbander jeg Coronavirus langt væk.

Det er så pisse hårdt og kan føles så enormt ensomt men pas på jer og os andre , så vi kan komme ud på den anden side af det her. Sammen men hver for sig.

Jeg elsker dig, min søster! Men jeg elsker endnu mere, at du er moster til mine børn.

Karina Groth Mortensen
Mor og blogger med angst