Nødpasning?

Uret viser 06.30. Ingen af børnene hørte alarmen kl. 06.15. Ahh en lille fordel ved at stille på urerne. Men nu starter usikkerheden, som meget hurtigt bliver overtaget af katastrofetanker som: “trækker de vejret? Har de sagt noget, uden at jeg har hørt det?” “Hold fokus!” Jeg ligger lige nu i min mands arme og nyder hans varme omkring mig.

Stilheden bliver kraftigt brudt af en dør, der smækkes op og små hæle, der tramper gennem gangen. “Godmorgen” svinger gennem luften med det største smil, fra en nu, VIRKELIG frisk mellemstemand.

Angsten giver langsomt slip i kroppen og jeg kan komme igang med dagens rutiner.

Det er mandag morgen. Klasselærerne har lavet en god ugeplan, som er printet og klar. Min fantastiske mand, har sørget for minusstykker og engelsk grammatik til størstemanden. Jeg er dybt taknemmelig.

Posen med påske-krea har stået klar i flere dage nu men er blevet gemt væk, fordi jeg ikke kan finde energi til at sidde og være kreativ frontfigur for mine børn. Jeg er helt færdig.

Idag er også dagen hvor vi får svar på om nødpasning er for os. Hvilket rejser en masse andre bekymringer. “Er det okay, at vi gør brug af det? Tænk hvis der kommer smitte med hjem? Men alt i alt er det hele et bevis på at jeg ikke gør det godt nok.“

Men hov! Hvad var det jeg skulle gøre ved bekymringstanker? Nårh ja! Skrive det på vinduet og kigge igennem det. Lade det være. Nu har vi spurgt om vi må bruge nødpasning og så er det op til nogle andre, at sige ja eller nej.