Covid-19 podning

Covid-19 og alle de tanker og følelser der følger med. En fyldt kalender, der bliver ryddet på et splitsekund. Et barn, der bliver skuffet, helt ind i sjælen, over uretfærdigheden ved de nye omstændigheder, som denne covid-19 podning medfører.

Mindstemanden vågnede kogende op kl. 2.00 i nat, hvor det viste sig at han havde 39,1 i feber. Panodil blev givet og efter 40min fandt han langsomt ro igen. 5.30 ramler hans verden igen. Han kan ikke finde ro nogle steder. Resten af huset vågner så langsomt efter en travl nat, for det var ikke kun mindstemanden, der havde brug for omsorg i nat.
Mellemstemanden havde bøvl med benet i nat, hvilket betød at han væltede rundt hver gang han prøvede at gå. Efter flere forsøg på lindring og efter barnets eget udsagn, ville varm saftevand nok virke bedst, så det prøvede vi. Herefter faldt han til ro. Magien ved varm solbærsaftevand, fantastisk.

Mindstemanden går og øffer rundt i lejligheden og meget hurtigt bliver vi opmærksomme på at han er sulten. Morgenmaden bliver klargjort og langsomt går alvoren i situationen op for mig.

Mellemstemanden skulle have været vaccineret idag. Derfor ringer jeg til lægehuset for at spørge, hvordan vi griber situationen an. Vi får rykket aftalen til næste fredag og vi bliver tilbudt en henvisning til covid-19 podning af mindstemanden.

Covid-19 podning

Tiden bliver bestilt og heldigvis er der tid på Rigshospitalet idag. Tankerne om at mindstemanden skal ud med offentlig transport, giver mig kuldegysninger men vi har intet andet valg. Føler at det er totalt uansvarligt men hvad pokker skal vi gøre?

Næste punkt i kalenderen er ældstemandens weekendaftale. Endnu en aftale vi bliver nødt til at rykke for at passe på alle, HVIS nu det skulle være en positiv civil-19 podning. Ældstemanden bryder totalt sammen. Det er anden weekend aftale vi må aflyse på grund af Corona virus og straks bliver han overmandet af vrede og ulykkelighed. Det eneste jeg kan gøre er at holde akavet om ham fordi han i onsdags blev sygt solskoldet på fritten, da de legede vandkamp. En problemstilling jeg slet ikke ved hvordan jeg skal gribe an. De voksne jeg har tiltro til, skulle passe på mit barn, har fejlet BIG TIME. Han har ikke været i skole 2 dage nu fordi han ikke kan holde ud at have bluse på og ej heller sin tunge taske.
Efter en god snak om, hvorfor vi aflyser alt, fordi vi gerne vil passe på dem vi elsker, gav tårerne ro og hjertet varme. Men puh ha for en mavepuster.

Næste punkt i kalenderen: Udskiftning af vinduer på mandag. Et projekt vi så frem til at få afsluttet men nu må udskyde for håndværkernes skyld. Heldigvis tog de rigtig godt imod min opringning og var helt afklaret med at der måtte ændres i planerne.

Tiden snegler sig afsted. En sms tikker ind om at de står i kø nu. Usikkerheden bølger rundt i kroppen på mig. Det føles egentlig ikke som angst, mere som at jeg står ved mig selv i situationen og tager ansvar!

Men ventetiden er stadig ubærlig.