Hjemme dag 4
Dagen starter som de fleste gør lige for tiden, alt for tidligt. Til trods for at døren til køkkenet var lukket så solens stråler kunne holdes lidt på afstand denne morgen, så virkede sensoren på toilettet ikke så lyset var på 100% frem for 1% som det plejer. Det kunne reguleres på telefonen men da soveværelset er telefonfri zone, så blev der ikke gjort noget ved det. Set i bakspejlet, pænt dumt. Oh well.
Jeg er nu rigtig glad for at vi har fået indført telefonfri zone i soveværelset. Inden jeg kom i behandling med metakognitiv terapi, havde jeg altid telefon med i seng. Den lå indenfor rækkevidde, for en af mine bekymringer var at nogle skulle bryde ind i lejligheden og gøre min familie ondt. Ved at have telefonen, var jeg forberedt og jeg kunne finde tryghed i at jeg kunne ringe efter hjælp hvis det skulle være nødvendigt. <—- dette gør at jeg vedligeholder min angst, frem for at lade det være og gøre ingenting, som et af redskaberne i metakognitiv terapi er.
På grund af corona-krisen, har jeg naturligvis fået en masse at arbejde med. En del jeg arbejder med nu er, hvad er sund fornuft og hvad er angst. Er det sund fornuft at blive indendørs eller er det angsten? Jeg kan sagtens pakke handlingen ind under begge men faktum er at jeg kommer ikke ud. Min mand arbejder og derfor er det også ham der handler. Havde jeg ikke den mulighed så havde jeg været en af dem der var i kø på nemlig’s hjemmeside.
Er det min angst, der taler når jeg tænker: better safe than sorry, for hvad nu hvis de om en uge finder ud af at 3 meters afstand ikke er nok.
Min største frygt er at min familie bliver syg. Mit ansvar og min fejl hvis det sker og endnu værre, tænk hvis vi smittede andre? Hvad nu hvis vi blev syge og derefter fandt ud af at vi alligevel var i risikogruppen, på grund af uopdaget sygdom? Tankerne kan starte rationelle men ender hver gang i min allerstørste frygt: at jeg ikke er god nok!
Så vi bliver allesammen hjemme men også fordi mindstemanden har let feber som følge af tænder, håber jeg og resten af familien snotter og hoster let, så vi må få det bedste ud af det selvom det er super svært. Idag skal der laves skema for de to største drenge, til de næste 2 uger. Så ved vi allesammen hvad der skal ske og det gør det forhåbentligt lidt nemmere at være i.
Mine tanker går ud til alle jer, som læser med. Nu vil jeg give drengene nogle tykke trøjer på og så vil jeg åbne vinduerne og lade den dejlige luft, blæser os allesammen igennem.
