Når frygten er virkelig!
Som så mange andre i Danmark, tunede vi ind på pressemødet igår kl. 20.30. Dirren i Mette Frederiksens stemme var ikke til at tage fejl af. Det her er alvorligt! Tårerne triller langsomt ned af mine kinder imens tusind tanker flyver rundt .o0( så børnene skal ikke afsted imorgen? Okay de bliver hjemme! Det er den hjælp vi kan give de ældre og svage. Åh gud. Hvordan skal jeg dog kunne aktivere dem i 14 dage? Hvad med alle ældstemandens aftaler? Åh han bliver så ked af det. Jeg bliver nødt til at få styr på mig selv, for han skal ikke få angst af det her.)0o.
Tankerne flyver også tilbage til 9/11, fordi jeg den gang også sad foran fjernsynet og så hvordan hele verden gik i beredskab.
Jeg må ringe til nogen. Min søster falder mig først ind, da hun er igang med studie og derfor og bliver ramt.
“Hej” siger jeg. “Hej, hvordan går det?” svarer hun. “Ser du nyheder?” Spørger jeg, “øh nej, hvorfor?” Jeg kæmper for at bevare roen, men det er virkelig svært at skulle forklare hvad der bliver sagt under pressemødet. “Bare tænd for fjernsynet, der bliver sagt ting, der påvirker dig” for jeg stammet ud. Hele min krop kører i top fart. “Okay, jeg kigger på det. Er du okay sis? Spørger hun. Jeg for fremstammet et nej i en grådkvalt tone, der nok bedst kunne høres af hunde og vi får sagt farvel.
Åh min mor! Hvad med min mor? Vi har jo en aftale idag torsdag. Jeg ringer til hende også. Intet svar. Kom nu mor, tag telefonen! Andet opkald, intet svar. Okay min søster kom mig måske i forekøbet. Jeg venter. Tredje opkald og nu bliver der svaret. Heldigvis. Vi får aflyst aftalen og aftaler at snakkes ved.
Mit hoved er stadig helt rundtosset. Adskillelsen af frygt og angst kræver utrolige kræfter lige nu. Hvad er det egentlig jeg er bange for? Angsten må lægges til side, så jeg kan tænke klart og være der for mine børn. Frygten er virkelig og nu skal jeg være forbillede for mine børn og få snakket fornuftigt med dem om det her.
