Rastløshed, uro og den tid på måneden.

Hvis du har fulgt med fra starten her på bloggen, så har du nok lagt mærke til at der ikke var noget indlæg igår. Det hele er så nyt, så har egentlig ikke besluttet hvordan strukturen skal være endnu. Mine indlæg er baseret på hvad der rør sig i mig, på den gældende dag og igår var bare rundtosset og fyldt med rastløshed, så jeg havde brug for at lægge det til side og satte derfor bekymringstid til på mandag kl. 09 for at kunne give slip på det og det resulterede i at en sød Lego bygning blev tilføjet vores lille gade.

Natten har været meget urolig. Dels fordi mellemstemanden besluttede sig for at falde i søvn på sofaen inden aftensmad så han har været inde og ligge i smørhullet lidt og så tilbage i sin egen seng. Mindstemanden har også bøvlet lidt men det krævede heldigvis ikke så meget engagement fra mig. Oveni det er det så også den tis på måneden og efter jeg fik mindstemanden varer det nu 3 dage. 1. Dag hvor jeg lige bliver advaret. 2. Dag med seriøs syndflod så jeg næsten ikke kan gå uden for døren og uroen i underlivet der bare driver mig til vanvid. Og 3. Dagen hvor det bruger dagen på at gå i sig selv igen.

I nat var dag 2. Så frygten for at skulle skifte sengetøj osv. om natten giver mig en pænt urolig nattesøvn.

Klokken er lige nu 8.28. Mickeys klubhus brager derud af på tv’et, mens mellemstemanden prøver at svarer med på bedste vis, samtidig med at mindstemanden kravler rundt på mig fordi han er overtræt, af uransagelige årsager. De smertestillende føles ikke til at virke endnu selvom det er godt en time siden jeg tog dem. Jeg er sur, mut, træt og prøver desperat at lukke alle lydene ude, for jeg er bare fyldt idag.

Min angst melder sig straks på banen med en masse automatiske handlinger og tanker. “Det er jo synd for mig, så jeg skal jo have cola og chokolade, fordi jeg har så ondt. Og jeg skal helst aflyse alle aftaler, for jeg er jo ikke sjov at være sammen med og det koster alt for mange kræfter at sætte facade op.” Jeg vil allerhelst tilbage og sidde i mit trygge hjørne og have ondt af mig selv.

Men nej! Jeg er kommet så langt, så det her kan jeg også godt klare.

– Ikke flere kropsscaninger idag. Ja jeg har ondt og jeg har gjort hvad jeg kunne for det.

– jeg behøver ikke at sætte facade på. Det er okay ikke at være helt på toppen hver dag.

– jeg behøver ikke mit hjørne, for jeg har også lov at være her i verden, på godt og ondt.

Jeg lader det dårlige humør være og fokusere på det jeg er i gang med. Jeg skal pakke pusletaske og kaffekop. Jeg ville egentlig have skrevet at kaffekoppen var VIRKELIG vigtig men så slår det mig om det egentlig er vedligeholdelse af min angst. At jeg ikke kan gå udenfor uden mig kop fordi….?? Men nej jeg husker den fordi jeg gerne vil undgå alt det spild, der er ved engangskopper og det er jo slet ikke sikkert at den bliver brugt, for jeg SKAL ikke have kaffe, når jeg er ude.

Klokken rammer 08.46 og roen er faldet over kroppen og smerterne er aftagende. jeg bliver optimistisk på at det nok skal blive en god dag alligevel, for jeg vælger jo hvor jeg lægger mit fokus. Så når vi kommer ud, vil jeg helt sikkert være på udkig efter en solstråle. Jeg ved den kommer når jeg har brug for den.

Så hvis du også finder en solstråle idag, så håber jeg at den vil bringe et smil på dine læber og du kan mærke glæden ved at vi går lysere tider i møde.