Corona-virus

Klokken er 07.15 og hverdagens morgenrutiner er så småt ved at være gennemført og telefonen bliver grebet for at skabe overblik over dagen for familien. En besked på Aula, omkring den kommende Running Dinner i sønnen klasse, viser sig på hjemmeskærmen. Okay okay jeg må ind og “læse” den før at den forsvinder. Aula, tjek! Face id, tjek. 2 beskeder er markeret. Den før omtale privatbesked og en fælles besked til hele skolen og ja overskriften er “ vedr. Coronavirus” !!!

Nu kommer det virkelig tæt på. Okay fint. Beskeden bliver læst igennem og nu starter angsten! Dødsangsten! Den angst der har været siden min søn mistede sin far. Bekymringerne kommer snigende som perler på en snor. “Har han været i kontakt med det omtalte barn? Er vi svage? Vi er jo ikke gamle men er vi så svage? Vi har jo snottet på skift, nærmest siden nytår. Hvem er værst udsat hjemme hos os? Hvad med min mor? Hun har heldigvis ikke været hjemme hos os de sidste par dage så hun er ikke udsat på grund af os. Pew men hvad med min lillesøster? Hvad med mindstemanden? Er han stærk nok? Vi kommer ikke til at blive skilt ad, hvis vi blev sat i hjemme karantæne for vi har jo alle været sammen. Den tanke giver heldigvis en lille smule ro i kroppen men jeg er allerede i fuldt beredskab så har allerede lagt mærke til alle der sad på Espresso House, da jeg kom og jeg kan fortælle at en af dem hoster. Mit hovedet snurrer rundt mens jeg prøver at finde mig til rette på det der helt specielle sted, hvor solens stråler kan nå mig, hvis de har brug for det.

OKAY, STOP!!!

Jeg har mine redskaber! Hvad er det jeg skal gøre?

Jeg kan ikke gøre mere ved det. Jeg har lært mine børn hvad de skal gøre og håndvask er helt automatisk blevet hyppigere. Den store klare det selv. Faktisk lidt for godt, så hans hænder har brug for masser af fedt og de mindste får vasket hænder når de bliver afleveret og når de bliver hentet og vi har lært dem at man hoste ned i ærmet. Tjek!

Så nu skal jeg lade det være. Skrive det på ruden og kigge igennem det, for hvad nytter det at jeg bekymre mig og vender tilbage til den overbelastede kvinde, der kun kunne sidde i sit hjørne for at være tryg.

Nu er jeg en frisk, livsglad kvinde med en skøn familie og venner som jeg værdsætter SÅ meget og endelig kan give noget tilbage, efter at de har båret mig rundt i så mange år.

Den her Coronavirus må gerne være der men den kommer ikke til at sluge mit fokus, for mit fokus er på livet og hvordan vi kan glædes og være, uden at blive begravet i bekymringer igen.

Jeg vælger livet!