Søndag! “Slap af” dag! Opdateret
Søndag og Mandag er hellige i min verden.
Indtil at jeg fik kigget lidt nærmere på hvorfor. Min gamle plan gik ud på at please min angst og derfor blive hjemme, uden aftaler og krav til mig selv.
I skrivende stund sidder jeg ved min nye plads i stuen. Ikke et helle eller et tryghedssted, nej den plads ved det nyetablerede skrivebord i stuen, som skulle være mit spirested. Men jeg har nej-hatten på, så lige nu føles det bare som en skod stol og et nederlag. FOKUS!
Ny søndag og ny plan! Et arrangement er booket til senere på dagen og jeg er allerede igang med at prøve at komme ud af det, selvfølgelig pakket ind i at kroppen gør ondt, så jeg ikke kan deltage 100%.
En lille stemme bagerst i mit hoved, stemmer stille og roligt i med resten af larmen i stuen. Oprydning af Duplo klodser kan VIRKELIG overdøve alt, især når der er fart på. Stemmen trænger dog igennem alligevel: “kan du lade det være? Gøre ingenting? Holde fokus på hvad du er i gang med?” Jaja den der irriterende stemme, som når mor bad mig om at rydde op på værelset, da jeg var yngre. Baahhh jeg skal nok!
Jeg har ondt og søvnen har været flygtig i nat, så alt er bare latterligt. Jeg er en taber! Jeg kommer ingen vegne og jeg kan ingenting!
Triggertankerne får virkelig lov til at løbe helt af sporet.
Alligevel bliver jeg stædig! Det kan ikke være rigtigt. Ja bevares, jeg kan ikke være på toppen konstant men hvorfor skal der være så store udsving? Hvordan finder jeg tilbage til det drive og den power jeg havde i mig, for et par dage siden? .o0(Har lægen fat i noget, når han siger at medicin kunne være gavnligt for mig? Gode gamle fontex som han sagde. Men mon det går ud over mit potentiale? Er mine rutsjeture egentlig mit drive? De giver mig jo erfaringer og livsindsigt, som gør mig til den jeg er! Hvad hvis det bliver fjernet fordi jeg får medicin. Hvem er jeg så?)0o.
Jo mere jeg træner, jo mindre bliver angsten, tjek! Det giver god mening. Idag føles det bare som om at angsten og de negative tanker vinder.
Okay okay. Stop lige en gang! Hvad er det for en spiral jeg sender mig selv ned i? JEG bestemmer, hvor jeg lægger min fokus, så hvis jeg fokusere på det negative hele tiden, så er det jo klart at smerten fylder.
Fokus på det dejlige, fokus på hvad jeg har gang i. Resten skal sekretæren nok klare. Jeg øver!
OPDATERING!
Jeg kom afsted til det planlagte arrangement og det var jo selvfølgelig rigtig hyggeligt. Endnu en positiv oplevelse kan pakkes ned i rygsækken og et hjørne kan slåes af angsten. Det er sandt hvad vi prøver at lære vores børn. Øvelse gør mester og i dag vandt jeg 1-0.