Når angsten sætter ind
Egentlig startede det i går aftes inden sengetid. Klokken skriver 21.04. Uroen breder sig i kroppen ved tanken om at det er onsdag imorgen. Men pr. Automatik synker jeg ned i sofaen med fokus på telefonen, alt i mens jeg holder beslutningerne, om afhentning af børn, ud i armslængde. Uroen tager til. Pyt nu skal vi i seng, jeg tager beslutningen imorgen. Jeg bliver hurtigt overvældet af katastrofetanker men Jeg kan heldigvis godt lade det være til sidst.
Klokken er 07.15. Alle mand er oppe og i gang. Morgenmaden er vel indtaget og uroen fylder bare Max.
Måske jeg lige skal forklare hvad det drejer sig om. Onsdag er den dag hvor min mand arbejder til kl. 17, hvilket betyder at jeg skal hente drengene. På en normal dag er det som sådan ikke et problem. Jeg henter drengene tidligt, fordi jeg (en anden bekymring) ikke kan lide at hente dem for tæt på lukketid. Men idag har fritten planlagt en tur på kunststofbanen fra 14-16. Altså kan jeg ikke hente min ældre dreng før efter 16. Og derfor opstår angsten.
Tanker: hvad gør jeg så? Mindstesønnen kan ikke være i vuggestue til så sent, for vi har stadig gang i indkøring. Så skal vi op og ned og det er pisse tungt og klapvognen kan ikke stå i opgangen, for der er risiko for at nogen rykker den. Okay han bliver hentet når det er tid. Kan jeg så være ude indtil da? Hvis mellemstedrengen bliver hentet kl. 15 kan vi så gå i parken indtil kl. 16? En HEL time i parken, kan jeg det? Skal jeg hente ældstesønnen inden kl. 14? Skal han straffes fordi jeg har angst?
Alt dette kører gennem mit hovedet på, hvad der føles som, et splitsekund, imens kroppen kører for fuld smadder med uro og hjertebanken. Og så snart tanken om at min søn skal undvære fordi jeg har angst, bliver alt slået til jorden. Det er slut med at min angst skal gå ud over mine børn! Jeg hanker op i mig selv, husker min terapeuts ord: “Kan du lade det være og holde fokus?
Fokus!! Tjek! Min ældstesøn bliver ovenud lykkelig, da jeg fortæller ham at han selvfølgelig godt kan komme med på kunststofbanen, han skal så bare cykle hjem, når de kommer tilbage til fritten. Altså han møder os på halvvejen. Hvilket giver anledning til nye bekymringer .o0( kan han cykle hjem fra skole selv? Han er kun 8 1/2år. Er det for tidligt? Han har jo cyklet nogle steder alene og er altid super stolt bagefter men er han klædt nok på til hvis der sku ske noget og jeg ikke er der? Vil det give ham ar for livet, fordi jeg ikke passede på ham?)0o. <—- det er hvad der sker når angsten viser at min triggertanke er: “jeg er ikke god nok”. Kammer det helt over i katastrofetanker, så bliver tankerne til små filmstrimler, hvor han bliver kørt ned af en lastbil eller der er nogen der kidnapper ham.
Generaliseret angst har fyldt SÅ meget i mit liv, alt for længe og når jeg læser overståede så kan jeg egentlig godt forstå hvorfor jeg har været så træt og passiv, for jeg har knoklet på højtryk, for at bekymre mig og fremtiden og mulige scenarier og udfald men heldigvis har jeg endelig fundet nogle redskaber, der hjælper mig.
Når de her stunder rammer mig så bliver jeg mindet om at jeg stadig øver og på sigt så bliver det bedre og bedre men kun hvis jeg arbejder med det. Flygter jeg over i mine strategier, i det her tilfælde ville det være at bede om hjælp, så holder jeg min angst ved lige.
Derfor sidder jeg lige nu, kl. 08.04, i sofaen og lader uroen være, holder fokus på hvad jeg har gang i og husker at jeg kan godt klare det her! Jeg ved hvad jeg skal og jeg er sikker på at der nok er en solstråle, som finder vej til mig idag.
Hvis du også pludselig opdager at den ene solstråle, der bryder igennem skyerne, rammer lige præcis dig, så håber jeg at du kan nyde varmen og tænke ved dig selv at “jeg er så fantastisk, at solen valgte mig” og det er okay at rykke sig lidt for at den rammer dig.
Kæmpe varme kram fra mig og tak fordi du læste med.